Kendetegn ved de to systemer: Her er premierministeren eller statsministeren valgt af parlamentet.
Vælgerne vælger parlamentet. Regeringen er ansvarlig for parlamentet, og parlamentet er ansvarlig over for vælgerne.
‘The legislature’ kan her afskedige regeringen, hvis den ønsker det. Tilbagetrædelse sker ved, at flertallet i Folketinget vedtager en mistillidsdagsorden, dvs. kræver regeringens afgang.
Den lovgivende magt varetages af et repræsentationsorgan. I Danmark er det kun Folketinget, og der er derfor tale om et etkammerparlament. Den lovgivende magt ligger alene ved parlamentet.
Man kan dele parlamentarisme op i to:
→ Positiv parlamentarisme:
Kræver at regeringen har et flertal bag sig. Det skal demonstreres ved en afstemning i parlamentet.”Hvis jeg gerne vil i regeringen, så skal jeg finde ‘90’ andre, der vil med i regeringen eller vil støtte mig”. Lande med positiv parlamentarisme skal de partier, som danner regering, fra starten have et flertal i parlamentet bag sig. Ofte ender dette ud med dannelsen af flertalskoalitioner. Tyskland går fx under denne.
→ Negativ parlamentarisme:
Man må ikke have et flertal imod sig. Det er lettere ikke, at have et flertal imod sig end at få et flertal. Fx er der nogle, der er neutrale eller som ikke ‘stemmer’. I DK har vi negativ parlamentarisme. Regeringen behøver altså ikke at have flertallet, den må bare ikke have et flertal imod sig.
Lande med negativ parlamentarisme har meget ofte mindretalsregeringer som fx i DK. Her er en præsidenten valgt af folket ved direkte valg. Borgerne vælger ligeledes parlamentet.
Kendetegnet ved, at den udøvende magt er samlet hos en præsident, der både er statsoverhoved og leder af regeringen. Præsidenten kan både vælges direkte af vælgerne eller indirekte gennem udpegelsen af en række valgmænd, hvilket er tilfældet i USA.
Den lovgivende magt varetages af et repræsentationsorgan. I USA er det Kongressen, som har to kamre: Senatet og Repræsentanternes hus. Den lovgivende magt ligger altså hos parlamentet, men præsidenten kan fx have veto have vetoret over for lovgivning.
De er frie til at danne og ændre regeringskoalitioner. Fx præsident Sarney i Brasilien regerede med støtte fra 3 koalitioner.
‘The legislature’ kan ikke afskedige præsidenten medmindre præsidenten sættes for en rigsretssag af Kongressen.
Hvordan koalitionsdannelsen formes: Under parlamentariske koalitionsdannelser er det ofte resultatet af formelle forhandlinger mellem partierne, hvor man forpligter sig til et eksplicit program.
Parlamentariske koalitioner opnår hyppigere flertal.
Herunder overlever parlamentariske minoritetsgrupper ligeledes, fordi intet flertal ønsker at erstatte dem.
Koalitioner er mindre hyppige i begge systemer, når det største parti holder mellem en tredjedel og halvdelen af ‘pladerne’ Under præsidentialisme er processen mere ensidig. Præsidenten kan invitere ‘cabinet-members’ fra andre partier end sit eget.
Her er derfor ikke på samme måde koalitioner som i parlamentarismen, da præsidenten altid vil have eller styre flertallet af ‘pladserne’.
Koalitioner er mindre hyppige i begge systemer, når det største parti holder mellem en tredjedel og halvdelen af ‘pladerne’
Typologier om statsstrukturer herunder: Føderalisme, con-federalism
Føderalisme:
(Teksten: Federalism(Boix&Stokes fra 2007)
+ supplement fra Peter Nedergaard(2010)
Definition: Definition(teksten): “Federalism is a specific form of fragmentation of political power. The existence of several levels of government is a necessary, yet insufficient, condition for federalism to exits, as every state is articulated around some vertical hierarchy among different levels of government”(s. 753)
Defineret som(Forelæsning): “(1) two levels of government rule the same land and people, (2) each level has at least one area of action in which it is autonomous, and (3) there is some [constitutional] guarantee . . . of the autonomy of each government in its own sphere..” – Riker, 1964: 11
En føderation kan ligeledes defineres som en politisk enhed, der indebærer, at et centralt eller overstatsligt organ endegyldigt er tildelt en betydelig rolle og magt i den nationale beslutningsproces, og at denne rolle og magt er sikret i forfatningen(Peter Nedergaard:2010 s. 42)
Centralt: Føderalisme er både en teori og et politisk program med henblik på opbygning af en enkelt stat på baggrund af en række delstater. Føderalisme er et organisationsprincip/struktur, hvor selvbestemmende enheder er bundet sammen med en fælles ledelse eller regering. Magten er typisk opdelt mellem en ‘føderal regering’ og ‘stats regeringer’. Disse enheder og stats regeringer kan fx være ‘regionale enheder som delstater eller provinser.
→ ‘De regionale regeringer’ har autonomi ved, at hver har deres egne love og eget politi – nogle gange også eget skolesystem.
→ Den føderale regering har omvendt fx magten til, at kunne styre handel og økonomien, men også magten til at kunne erklære krig.
→ Begge organer har typisk magten til at opkræve skatter.
Det er altså som ovenstående definition siger: To niveauer af regeringen, som styrer det samme land og mennesker, hvor hvert niveau har mindst et handlingsområde, hvor det er autonomt.
Der er en “Vertical division of (autonomous) powers”
OBS: Danmark er ikke et føderalt system, selvom de har regional styring → så decentralisering betyder ikke nødvendigvis føderalisme.
Eksempler på føderale lande: USA: Føderalisme i USA er det udviklende forhold mellem statslige regeringer og De Forenede Staters føderale regering. Der er 50 state governments’, og en central føderal regering.
Canada: Magtfordelingen mellem den føderale regering og landets provinsielle regeringer.
Andre eksempler: Se nedenstående figur
