Her er der motorcykel meetup

(Fra FO6):
Stater interagerer med hinanden i det internationale system og indgår relationer med andre stater. De kan fx interagere rent økonomisk eller sikkerhedsmæssigt.

Stater laver institutioner i det internationale system, da det fodrer samarbejde. Der er sket en bevægelse i det internationale system, hvor det hele bliver institutionaliseret.

Hvordan fungerer institutionerne?
– Institutionerne giver ‘regler’, som letter løsninger på kollektive handlingsproblemer. De reducerer transaktionsomkostningerne i interaktioner ved at reducere usikkerheden.
Hvorfor ændrer institutionerne sig?
– Institutionerne ændres sjældent, da de repræsentere ligevægt, der skaber værdi for aktørerne, men de kan ændres på grund af ændringer i præferencer eller når der sker kontekst ændringer(fx at anarkiets art ændres) og det er aktørernes interesse at reformere institutionen.
Hvornår opsiges de?
– I sidste ende når de ikke tjener deres oprindelige formål med at reducere de negative incitamenter i det internationale anarki og stater ikke kan eller vil investere reformen af dem til nye.

Under det internationale system, er der nogle grundlæggende antagelser:
– Karakteriseret ved et anarki, hvilket ligeledes betyder, at der eksisterer et magthierarki.
– Stater tænker på at vinde og overleve.
– Det er et konkurrencepræget system, hvori rationelle aktører navigerer.

Effekter ved et anarkisk system:
– Vi deler ikke information om, hvad vi egentlig gerne vil have(om statens egne præferencer). For det blive brugt imod en.
– Vi kan ikke rigtig vide noget om noget. Denne asymmetri kan lede til, at det kan være svært at samarbejde.
– Stater vil ikke lave institutioner for at regulere, men for at få deres egne præferencer frem. Det kan igen blive svært, at samarbejde. Der er ingen stabilisator – eller noget i systemet, der skaber ligevægt. (Dog kan denne også stilles kritisk over for, hvis man tager udgangspunkt i sociologisk institutionalisme)
NATO(Den Nordatlantiske traktat) trådte i kraft den 24 august 1949. Det betragtes som værende en af de vigtigste internationale organisationer. Det er en politisk og militær alliance, der omfatter 28 medlemslande. Disse lande mødes for at rådføre sig med hinanden og arbejde sammen om sikkerhed og forsvar.

NATO’s formål er at beskytte sine medlemmer med politiske og militære midler. NATO søger også, at fremme rådslagning og samarbejde med lande uden for NATO på mange områder, der har at gøre med sikkerhed såsom fredsbevarelse og forsvarsreformer.

NATO fremmer ligeledes demokratiske værdier og ønsker at løse konflikter med fredlige midler. midler. Hvis diplomatiske midler slår fejl, har NATO de militære midler, der er nødvendige for at udføre krisestyring og fredsbevarende operationer alene eller i samarbejde med andre lande og internationale organisationer.

NATO har også en tredje dimension, som består af aktiviteter på områder som civil beredskabsplanlægning, bistand til allierede og partnere til at klare katastrofer samt fremme af samarbejde inden for videnskab og miljø.

Opsummerende:
NATO’s formål er altså, at fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område gennem politisk, økonomisk og militært samarbejde. Demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper er ligeledes vigtige elementer i det fælles værdigrundlag.
Rational choice institutionalisme:
– Grundlæggende antagelser under denne er, at RC ser internationale organisationer som et instrument, der kan hjælpe med at realisere egne mål. Desuden forudsætter denne tilgang, at alle stater handler egoistisk og instrumentelt, der de opfører sig på en sådan måde, der maksimerer egen nytte og velfærd.
– Fra et rationelt perspektiv skabes NATO af internationale aktører. Her skal NATO betegnes som et instrument, der hjælper dem med at realisere deres interesser.
– NATO er ligeledes en alliance organisation, som er skabt og designet til at hjælpe staterne med at modstå moderne trusler. Ifølge et RC-perspektiv vil stater deltage i en alliance organisation, hvis de konfronteres med en stor trussel eller magt, som de ikke kan overvinde alene.

Sociologisk institutionalisme:
– Grundlæggende antagelse under denne, at organisationerne er dannet af aktørerne. Stater internaliserer og standardisere normer, idealer og regler.
– NATO er skabt på baggrund af liberale normer og følger disse normer i sine interaktioner og operationer.
– Fra et sociologisk perspektiv er et af NATO’s missioner at integrere lande, der ikke følger grundlæggende menneskerettigheder.
– NATO vil også forsøge, at anvende disse liberale værdier og normer som demokrati på lande, der ikke er i overensstemmelse med NATO’s syn.
– NATO er designet til at tilpasse sig liberale normer og de socialisere lande ind i disse normer.
Afslutningen på den Kolde Krig og opløsningen af Warszawapagten i 1991 fjernede NATO’s primære modstander. Det gav mulighed for revaluering af NATO’s formål og opgaver. I praksis medførte det en gradvis ekspansion af NATO(særligt i Østeuropa) og en udvidelse af aktiviteter til en række områder, der ikke tidligere havde været NATO’s arbejdsområder.

Siden slutningen af Den Kolde Krig er alliancen begyndt, at udvikle to nye funktioner:
– NATO betragtes i stigende grad som en vigtig rolle i at deltage og kontrollere militariserede konflikter i Central og Østeuropa. Det virker for at forhindre sådanne konflikter i at overhovedet at opstå – og i stedet aktivt fremme stabilitet.
– NATO har bidraget til stabilisering. Ved at mindske sikkerhedsdilemmaet og tilvejebringe en institutionel mekanisme til udvikling af fælles sikkerhedspolitikker.
NATO’s vedvaren(persistence):

Rational Choice:
– RC har hævdet at institutioner vedvarer, hvis staterne har investeret tungt og omkostningsfuldt i dem, og hvis oprettelsen af en ny institution er dyrere at oprette end at beholde den eksisterende institution.
– Wallander hævder, at institutionernes oprindelige formål forsvinder, og vil kun fortsætte, hvis de deltagende stater fortsat har fælles interesser og hvis institutionen tilbyder aktiver til sine medlemmer, der ikke kun er begrænset til institutionens oprindelige formål. I NATO’s tilfælde var alliancen altid baseret på en bredere fælles interesse, der modvirker den sovjetiske trussel; Den var rettet mod at håndtere konflikter og mistillid og bevare freden mellem dets medlemsstater. NATO havde også udviklede andre aktiver; Aktiver, der var beregnet til at opnå gennemsigtighed, integration og forhandling blandt dets medlemmer, var blevet udviklet.

Sociologisk institutionalisme:
– NATO forbliver i eksistens, fordi dets medlemsstater fortsat er liberale demokratier med fælles politiske værdier og normer, og fordi disse værdier og normer blev bekræftet og opnået international legitimitet i kølvandet på den kolde krig
– Selvom den kolde krig sluttede for to årtier siden, afspejler NATOs udholdenhed, at den liberale demokratiske identitet ikke er blevet hårdt udfordret i efterkrigstidens periode, enten indefra eller udefra.

fleksibilisering/flexibilisation:

Sociologisk institutionalisme:
– Ud fra en sociologisk opfattelse vil en bevægelse mod fleksibilitet betragtes ved at afspejle ændringen og variationen i dens medlemmers identitet og værdier i forhold til institutionernes selvstændige identitet, normer og regler.
– Fra et NATO-perspektiv er de demokratiske værdier ikke ændret siden NATO’s oprettelse. Derfor er fleksibiliteten ikke ændret i forhold til værdier.Men på andre områder som regionen vs nationalt niveau er fleksibilitet en faktor. Det betyder, at engagement i interventioner i forskellige lande kan variere afhængigt af, hvor meget et land ser behovet for involvering.

RC-institutionalisme:
– Rationel institutionalisme forklarer ændringer i det institutionelle design med henvisning til ændringer i arten og intensiteten af de sikkerhedsproblemer, som medlemslandene konfronterer. Derfor er fleksibiliteten rettet mod forskellige sikkerhedsproblemer, der måtte opstå. I det gamle NATO var truslen hovedsagelig Sovjetunionen. Efter sovjetens fald blev hovedtruslen genkendelig og hermed er både global og regional trussel nu relevant for NATO. Det betyder, at lande måske vil bruge NATO’s militære kapaciteter på regionalt plan, og de skal spørge de øvrige medlemmer om tilladelse. Det betyder, at fleksibilitet handler om, hvor meget forskellige lande deltager i NATO-aktiviteter afhængigt af de givne landenes muligheder og deres interesser i aktiviteten.

Interventioner:

Sociologisk institutionalisme:
– Fra et sociologisk-institutionalistisk perspektiv varierer intensiteten af samarbejdet med missionens legitimitet. Militære operationer, der er kernen i NATOs mission, søger at beskytte det liberale internationale samfunds identitet og værdier og er i overensstemmelse med Alliance normer og fremkalder høje deltagelsesniveauer og engagement. Det militære samarbejde i NATO er således højt, hvis alliancens liberale demokratiske og euro-atlantiske identitet står på spil. Det vil sige, hvis grundlæggende liberale normer overtrædes i det transatlantiske samfunds hjemland.

‘Enlargements’/udvidelser:
NATO er udvidet af 3 omgange: 1999, 2004 og 2009. Der er mange gode grunde til at få nye lande med i NATO. Det kan være grunde som at enten afskrække en rival, udføre vellykkede operationer, eller styrke alliancen af et geostrategisk magt mm.

RC-institutionalisme:
– RC forklare udvidelsen efter Den Kolde Krig som værende nødvendig, fordi den rivaliserende militære magt omkring verden ikke ville matche NATO’s.

Sociologisk:
– Årsagen til udvidelsen her er, at medlemmerne vil dele ens identitet, normer og værdier. Derfor er lande, der ikke deler disse værdier, ikke udsendt til NATO, og medlemmerne vil ikke høste den fordel, som landene kan give.
– Også ud fra et sociologisk synspunkt kan en udvidelse være en god måde at håndhæve demokratiets værdier på lande, der føler behovet for at blive medlem af NATO.
– Udvidelse; Så kun lande, der er i overensstemmelse med NATO’s værdier, har en chance for at blive udsendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *